Kategoriarkiv: Vis I Bloggen

Dit nudging virkede på mig ….

Jeg fik lige lyst til at dele et lille hverdagsnudge – og en reaktion, som fik mig til at trække på smilebåndet.

Morgennudge

Folk omkring mig, har vist hørt mig tale en del om nudging i forskellige sammenhænge, siden jeg startede med at udforske det i 2012 – også på hjemmefronten. Og ja, de bliver nok også udsat for det i det små derhjemme.

Selv om mine børn efterhånden må betragtes som unge mennesker, får de stadigvæk en go’ madpakke med i skole. De kan godt selv – men jeg synes nu de skal have lidt kærlighed med hjemmefra, så jeg hygger mig med at sørge for det. Og nu er der så også kommet kærester til – så de får selvfølgelig også med.

Jeg så gerne, at de også tager noget frugt med ved siden af – og ind imellem har jeg også pakket det med – men jeg bliver ærgerlig, hvis det kommer retur efter en dag i tasken. De må selv vælge det til – og får det så forhåbentlig også spist.

Her til morgen lavede jeg en lille frugtanretning ved siden af de smurte madpakker – den stod der bare og så indbydende ud – og på en af de tallerkner, de synes er hyggelige.

En sød seddel

En lille sød seddel fra min søde datter og nogle forsvundne druer og bananer mødte mig, efter de var smuttet i skole.

Happy Nudging!

 

Hvad er nudging egentlig?

Jeg har beskæftiget mig med nudging i lidt over 2 år efterhånden. Min viden omkring emnet har jeg primært fået igennem kurser, master classes og workshops i iNudgeyou.

Undervejs har jeg introduceret forskellige nudges i egne omgivelser og hos kunder – du kan læse mere om mine tiltag her og desuden kigge nærmere på et pilotprojekt, jeg har kørt i et iværksætterhus i Kolding.

Nudge ikon

Når jeg i løbet af de sidste 2 år har nævnt ordet nudging – har de fleste kigget undrende på mig – det begreb kender de ikke. Men takket være Anne Glad og DR, blev nudging ved udgangen af 2014 efterhånden allemandseje. På det seneste kursus i iNudgeyou regi – i december 2014 v. Pelle Guldborg Hansen, lagde Pelle da også ud med at pointere, at der ikke går en dag, hvor der ikke dukker en ny nudge “ekspert” op. Der er lige pludselig mange, der kender begrebet og gerne vil på banen.

Jeg har gjort mig nogle erkendelser undervejs – og den vigtigste er, at nudging er et begreb, som skal omgås med omtanke. Man udvikler ikke bare lige et nudge – i hvert fald ikke, hvis det skal have effekt – der skal en masse forarbejde til – en diagnostisk tilgang – man skal forstå adfærden, før man finder en løsning.

Hvad er nudge

I det følgende vil jeg kort opridse min nyeste viden omkring emnet, hvor kilden er iNudgeyou v. Pelle Guldborg Hansen.

Definitionen på et nudge er følgende (iNudgeyou december 2014):
Et nudge er en funktion af ethvert forsøg på at påvirke menneskers vurdering, valg eller adfærd i en forudsigelig retning (1) under antagelsen af kognitive biases, rutiner og vaner påvirker vores individuelle og sociale adfærd, og (2) som virker ved at gøre brug af disse som en integreret del af sådanne forsøg.
Det betyder bl.a. at et nudge fungerer uafhængigt af;
1) begrænsninger af valgmuligheder, eller
2) ændringer ved handlingsalternativernes omkostninger (herunder økonomi, tid, besvær, social       sanktioner, o. lign.)
3) ny informationsgivning

Et nudge er det, der fungerer anderledes end de sædvanlige forhold, der gør sig gældende på mikro økonomisk niveau. Det er det, der får de normale teknikker til at fungere bedre. I virkeligheden er det praktisk at anse nudging som anvendt adfærdsforskning. Derved bliver opgaven for dem, der gerne vil nudge, først og fremmest at omdanne indsigter fra adfærdsforskernes laboratorier til holdbare løsninger i den virkelig verden.

Til det formål benytter iNudgeyou en fire-faset model – BASEline modellen bestående af 4 faser, hvor henholdsvis hvad, hvorfor, hvordan og virker det danner strukturen. Og det er bemærkelsesværdigt, at de indledende faser fylder langt det meste af processen – adfærden skal forstås, før løsningen findes. Altså går der lang tid, før man når til design af et egentligt nudge. På workshoppen i december var det først på dag 2 om eftermiddagen, at vi nåede til de sidste faser.

Når vi vil omdanne adfærdsindsigter til løsninger, stiller det desuden en række krav til typen af problemer, vi kan arbejde med – det skal først og fremmest være et adfærdsmæssigt problem. Der er behov for et relevant “touch point” at kunne påvirke folk igennem. Vi skal til sidst vide, om det virker, så der er desuden behov for muligheden for at indsamle data om adfærden.

Med ovenstående køreplan er det bare at gå i gang – eller er det? Jeg fortsætter med at øve mig, holde mig løbende opdateret og dygtiggøre mig – og vil have den diagnostiske tilgang med mig.

Navneskilt

Bissede tricks eller velkomne nudges …

– bedøm selv – også dagen derpå …

Hjerteglas

Det har lige været juletid – og nu nytårstid – og de fleste af os kommer til at indtage lidt for meget af bordets glæder. Mit indlæg handler om det våde indtag.

Vi kan nemlig hjælpe os selv og de andre festaber med at indtage mindre – ved små skub i venlig retning – også kaldet nudges. Og ja, jeg er godt klar over, at nogle vil se dem som bissede tricks, jeg er dog sikker på, at de ikke vil gøre festen mindre festlig – og lover, at dagen derpå vil blive lettere at komme igennem.

Jeg har ladet mig inspirere af en artikel, som Pellle Guldborg Hansen fra iNudgeyou bragte sidste år ved denne tid – lad dig blive inspireret af de følgende 7 råd:

1. Vælg mindre vinglas

Størrelsen på vinglassende har betydning for indtaget af alkohol. Jo mindre glas, des mindre indtag. Det er stort set samme mekanisme som den med de mindre tallerkner, som kan have en effekt på kalorieindtaget. Store vinglas ser godt  ud og skulle også være godt for iltning af vinen. Det er bare sådan, at man har tendens til at hælde op til et bestemt niveau – hvor glasset ser passende fyldt op – og det uafhængig af mængden. Så forsøg dig med mindre glas – tag evt. hvidvinsglasset – og der vil automatisk komme mindre i glassene.

2. Brug høje slanke glas

Formen på drikkeglasset har betydning for, hvor meget vi hælder op. Studier har påvist, at folk systematisk undervurderer, hvor meget de hælder op i lave brede glas sammenlignet med høje slanke glas.

3. Brug lige glas

Formen på drikkeglasset har også betydning for, hvor hurtigt vi tømmer glasset. Studier har påvist, at folk drikker hurtigere ud af buede glas sammenlignet med lige glas. Så hvis folk tager længere tid om at drikke ud, vil der gå længere tid, før de når op på mange glas.

Glas i forskellige former

4. Sæt vinen på et tilstødende bord

Placer vinen, øl og alkohol væk fra spisebordet og hold flaskerne uåbnede, indtil indholdet indtages. Hvis man skal rejse sig for at få endnu et glas, kræver det en indsats – og man undlader måske. Placer i stedet for vand på bordet som den lette løsning. Sæt desuden kun få flasker af vin, øl og alkohol frem – da synet af mange flasker vil sende et signal om, hvad der forventes af indtag.

5. Server aldrig kartonvin

Sammenlignet med traditionelle vinflasker, så opfordrer kartonvin til drukgilde. Flasker kan man se igennem og de kræver, at man løfter dem for at hælde op. Altså bliver man både visuelt og vægtmæssigt mindet om, hvor meget vin, man har drukket. Med kartonvin forsvinder ovennævnte indikationer.
Ved de traditionelle flasker bliver du desuden hurtigere nødt til at åbne en ny for at fortsætte med at drikke. Der skal altså tages en beslutning om at fortsætte og man bliver mindet om, hvor mange flasker, man drikker.

6. Vælg genstande med lav alkohol som standard

En lavere alkoholprocent vil automatisk modvirke, at der gå drukgilde i den. Så hvis man som udgangspunkt vælger vin med lav alkoholprocent og en almindelig øl fremfor guldøl, går der længere tid, før man når grænsen.

7. Skab grænser for indtaget

Til trods for at det nok vil være dyrere, kunne du prøve med mindre vinflasker. Man kan købe halve størrelser og hvis du placerer én ud for hver gæst, kunne det få gæsten til at rationalisere vinindtaget. Den stikmodsatte effekt har grænsehandelen iøvrigt – når vi kan hente “billig” alkohol i Tyskland, indtager vi også mere.

Til sidst er der kun at sige RIGTIG GODT NYTÅR – håber det bliver fejret med prompt og pragt og færre tømmermænd dagen derpå.

Happy Nudging….

Giver julen os kun stress og mere på sidebenene eller….

Jeg faldt lige over dette indlæg fra en blog, som jeg følger fra The Behavioural Insights Team i England – en organisation som startede under David Cameron og nu arbejder med at fremme brugen af adfærdsforskning i form af forskellige fremstød af nudges.

“Is Christmas ever good for your health?”

Personligt passer jeg på, at jeg ikke lader mig rive med i december – og bukker under for julestressen. Jeg forsøger eks. at holde julepynten på et absolut minimum – og foretrækker det naturlige pynt frem for alt for meget glitter – læs evt. mit tidligere blogindlæg om emnet: Blogindlæg “Glimmer eller natur i stuerne – et lille juleråd”

Men der er jo også en masse gode ting ved julen – og næste jul vil jeg lade mig inspirere af blogindlægget fra BIT og have fokus på alle de gode ting ved julen – som eks. det at bruge penge på andre end en selv. Faktisk i tråd med Chris MacDonald, som jeg hørte til et foredrag, hvor han fremhævede frivilligt arbejde som afhjælpende imod stress – at bruge tid på andre og ikke kun have fokus på sig selv.

Happy New Year

Oscar - bringer ro og glæde

Oscar – bringer ro og glæde

p.s. jeg kan godt li’ billeder – men det er BIT ikke så gode til – så I får lige et billede af mit yndlingsmotiv – Oscar (min franske bulldog) – han lader sig aldrig stresse og bringer altid glæde til sine omgivelser..

 

Green Tech Lab

Kronprinsen klippede snoren over til det nye Green Tech Center i Vejle juni 2014 – et demonstrationscenter for grønne teknologier. Som en del af centret ligger Green Tech Lab – et laboratorium på 1200 m2 med bl.a. iværksætterlokaler, udstillingsfaciliteter og prototypeværksted.
Opgave: Gennemgående farvesætning: gulve, vægge mv. Indretning af fællesfaciliteter samt prototypeværksted.

Løsning

Laboratoriet skal fungere som et innovativt miljø med plads til etablerede virksomheder og nystartede med det fælles grundlag, at der arbejdes indenfor grønne teknologier. En farvepalette blev udarbejdet i samarbejde med Kim Skaaning Johansen fra Malervarebutikken Farver & Neo Feng Shui.

Begrundelser for farvevalg:
Grønne nuancer – grønt signal, logo, iværksætteri, vækst
Blå nuancer – kommunikation, flow
Røde nuancer – kreativitet, nytænkning, vedkommenhed, energipunkter
Lys sand/kit, hvid og sort – komplementerer de øvrige farver, professionelt miljø.

Åbning af Green Tech Center

Åbning af Green Tech Center

Den gennemgående farve på gulve blev en grøn epoxy til prototypeværksted og øvrige områder, hvor hård daglig slitage vil forekomme. Kontormiljøer og lignende har fået tæppe i brungrøn nuance.

Man ønsker netværk og vidensdeling i huset og derfor er der indrettet fællesrum til spisning og afholdelse af uformelle møder.

Værdi for kunden

De første “huse”, som blev indrettet i Green Tech Center er af administrativ karakter. Green Tech Lab er et laboratorium og “de blå mænd” og legeplads er nogle af nøgleordene for indretningen. Man føler straks, at man træder ind i et anderledes miljø – et working lab med plads til afprøvning og innovation indenfor grøn teknologi.

“Vi er rigtig glade for resultatet. Jeg synes, at I har ramt et godt punkt, der hvor det lidt grove miljø møder det varme og inspirerende miljø udtrykt i farver, tæpper, inventar og forskellige udtalelser på væggene. De lejere, der allerede er flyttet ind, har ytret tilfredshed med deres nye arbejdsmiljø, og de mange gæster vi allerede har vist rundt, beskriver GTLab som et innovativt miljø.
Vi glæder os til de mange fremtidige timer vi kommer til at bruge i Green Tech Lab”.
Jørgen Ranlev, Product Development Manager GTC 

Forslag til julenisse nudges….

Jeg har lige haft besøg af en flok meget engagerede ergoterapeutstuderende, som skriver bachelor projekt indenfor kontormiljø og nudging. Jeg har givet vejledning og de har kigget nærmere på nudge pilotprojektet fra House of Innovation.

Et af de nudges, de har haft fokus på, er filtpilen på skrivebordet, som blev udviklet i forbindelse med pilotprojektet i House of Innovation. Formålet er at “skubbe” til, at vi husker at hæve bordet (læs mere).

 

Filtpil v. hævefunktion

Filtpil v. hævefunktion

Pelle Guldborg Hansen – den førende ekspert på nudging i Danmark, spørger bl.a. i artikel for BAR   “Hvorfor skal knappen til hæve-sænke-bordet for eksempel være skjult?” Det kan man sige, at vi forsøger at gøre noget ved.

I denne juletid, hvor vi nok alle har tendens til at spise lidt for meget af de mere kaloriefyldte ting, kunne det være rigtig “fedt”, hvis vi huskede at stå op ved vores borde – herved brænder vi faktisk nogle af kalorierne af – husk lige trapperne også…

Forslag til julenissehalløj i december:
Spring rundt i smug og hæv dine kollegaers borde og se, hvad der sker….
eller afbryd elevatoren, så I bliver nødt til at tage trapperne….

Happy Christmas Nudging!

Julenissen Oscar

Henrik Vibskov – drengen fra Jylland

I efterårsferien skulle nøglen til min airbnb lejlighed i Krystalgade i København afhentes i Henrik Vibskovs butik – og det gav mig naturligvis mulighed for at betragte hans univers – normalt ser jeg blot nogle få stykker tøj i de butikker, jeg kommer i. Det er sejt og anderledes – flotte farver – men der var alligevel ikke lige noget, der “passede”.

Og kæresten kunne i hvert fald bedre forenes med det røde chatol i lejligheden.

Det røde chatol

Det røde chatol

Henrik Vibskov er dog en herre, man ikke kan komme udenom – og i dag havde jeg den fornøjelse at være til tiltrædelsesforelæsning  på Designskolen i Kolding – han er netop udnævnt adjungeret professor.

Henrik Vibskov i professorkitlen

Henrik Vibskov i professorkitlen

Det var vildt inspirerende at høre hans tanker bag installationer, set designs, kollektioner mv. Og der ligger mange tanker bag – som han selv udtrykte op til flere gange – “jeg er ikke sikker på, at publikum får hele essensen med”.

Noget af det, jeg noterede mig var, at han skaber en signature / language via egne tekstiler – hvor der igen ligger mange timer bag – han bruger rigtig mange timer i “searching for artworks”. Og så gav han eksempler på, hvorfra han får sin inspiration: Grisene fra barndommen var inspiration til hans afgangsprojekt fra Sct. Martins i London (en skole, som han iøvrigt syntes var lidt højrøvet, da han studerede der), en assistent som ofte var lidt dizzy var inspiration til Bathtub osv.

Team Vibs gav en smagsprøve til forelæsningen

Team Vibs gav en smagsprøve til forelæsningen

Og sørme, om han ikke havde sit team med “Team Vibs” – de gav en smagsprøve på hans univers – pigerne i kostumerne kunne ikke se noget – og sad ved et bord og skar agurker. Her fik jeg ikke hele essensen med, men det var vist noget med et band, som havde lånt en scene for ganske kort tid – en scene som var helt grøn. Team Vibs fik til opgave at lave en hurtig omdannelse til et univers, som passede bandet og med noget hverdagsagtigt – grønne agurker…

Et interessant møde…

Fanø strandcafé – Løven & Nymfen

Ejeren af lokalerne direkte til stranden på Fanø ønskede at omdanne lokalerne til café, hvor indretningen af caféen skulle være med udgangspunkt i historien på Fanø – herunder billøbene på stranden i 1920’erne.
Opgave: Idégenerering – herunder navn og logo, menukort, udsmykning, møbler og indretning af strandcafé i Fanø Bad på Fanø.

Løven & Nymfen i Fanø Bad

Løven & Nymfen i Fanø Bad

Løsning

Stranden og livet/aktiviteter på stranden i samspil med historien sætter rammerne for indretningen af caféen.

Farvepaletten for indretningen afspejler stranden og havet: turkisblå, dybblå og kit suppleret af  bordeauxrød til at skabe varme. Den bordeauxrøde refererer til Fanø kakler nedtaget under renoveringen af bygningen. Kaklerne anvendes som dekoration flere steder i indretningen.

Caféen indrettes med loungemiljø til samling af rummet, som har caféborde, langborde m. bænke samt højbord. Alt holdt i naturlige materialer og farver.

Væggene udsmykkes af lærreder med billeder af livet på stranden i gamle dage i nogle lokaler og motiver fra billøbene i 1920’erne i andet lokale.

Værdi for kunden

Man mærker straks stranden og historien, når man træder ind i lokalerne og det var ejerens største ønske med caféen. Flere kunder nævner selv, at det er som om stranden er inviteret indenfor. Vægudsmykningen danner basis for mange samtaler og smil på læberne.

”Og jeg har fået badenymfer på herretoilettet…”
Indehaver Kurt E. Nielsen

Kig endelig indenfor på Løven & Nymfen, hvis du kommer til Fanø – nedenfor finder du menukortet – og der er en herlig terrasse, hvor solnedgangen kan nydes.

Menukort for-og bagside

Menukort side 2 + 3

“Valg af farver rafler man ikke om …..

… Det bør være en bevidst beslutning.
Farver har mening og funktion.”

Citat på trappe

Et af mine yndlingscitater – af Verner Panton, som her ses på trappen op til et af mine tidligere kontorer.

Men hold nu op – hvis der er noget, de fleste har en mening om – så er det lige netop farver. Sikkert fordi farver har så stor indflydelse på os – vi kan ikke ignorere dem – de påvirker os – om vi vil det eller ej.

Derfor er det også vigtigt, at man ikke lader det være en kollegabeslutning – eller hvem råber højest beslutning, når der vælges farver på arbejdspladsen – eller derhjemme for den sags skyld.

I mandags var jeg til 2 farvegodkendelser. Først hos Green Tech Center i Vejle, hvor jeg i samarbejde med Kim Johansen fra Malervarebutikken i Vejle står for indretning af Lab. Herefter hos Easyfood i Kolding, som har besluttet at samle administrationen i nye lokaler.

Når jeg farvesætter ligger der rigtig mange overvejelser bag – overvejelser som jeg altid deler ud af og gerne kommer forbi og fortæller om til de implicerede medarbejdere. Forhold som lysforhold, hvordan vender rummene ifht. verdenshjørner, øvrige materialer i rummet, funktion af rum, branding af virksomhed – hvilke signaler skal indretningen sende?

Hos Green Tech fik de bl.a. en tomatrød på en endevæg i fællesrummet, som skal indrettes til frokoststue og lounge – små uformelle møder, hvor man godt må komme hinanden nærmere, brainstorme, have appetit – både til madpakken og nye idéer og samarbejder. Jeg elsker den farve – og det gør beslutningstagerne fra Green Tech heldigvis også. Men der er altid en mening med mine farvevalg – og det overskygger præferencer og dispræferencer.

Tomatrød endevæg - fællesrum Green Tech Lab

Tomatrød endevæg – fællesrum Green Tech Lab

Hos Easyfood, hvor administrationen fremadrettet skal sidde i ét stort fælleskontor, får jeg samlet rummet ved en iøjnefaldende farve på et vægudspring.

Farvevalg hos Easyfood

Farvevalg hos Easyfood

Det stod mellem et valg mellem en grønturkis og en blåturkis – begge farver fra Easyfoods designmanual. Hensigten er nemlig med indretningen at understøtte brandingen af Easyfood. Det blev den blåturkise til trods for, at den kun er en sekundær farve i designmanualen.
Begrundelse: Den blålige tone er bedre for rummet som helhed – balancen ifht at der er tale om et sydvendt rum og at både gulvet og skriveborde er i træ.

Valg af farver rafler man ikke om…..

Se rødt!

Jeg fortæller ofte mine kunder om den røde farve – dens fordele men især ulemperne, hvis man bruger for meget af den. Her taler jeg om en postkasserød – den skal holdes i små doser, da den ellers vil virke stressende.

Så da jeg på vej til Club La Santa faldt over en artikel – “Bliv kvik i en ruf – med 5 lette tricks” i bladet i Form, bliver jeg nødt til endnu en gang at slå et slag for ikke at overgøre den røde farve.
Blandt gab, grin, drikke vand mv. står der så som punkt 5 – “Se rødt”. At man, hvis man skal være på, så skal man sætte kroppen i en form for alarmberedskab – og det sker automatisk, når man ser noget rødt.

Se rødt

Ja, lige netop tænker jeg – og så er det da forfærdeligt at tænke på de virksomheder, hvor man udsætter medarbejderne for al for meget rødt – store vægflader med rødt, eller det frække røde gulv – der er alt for mange, som tror, at indretningen er klaret ved bare at vælge en masse rødt. Den kraftige røde er flot i små doser og skal holdes i små doser. Og især på hospitaler, skal man være påpasselig…

Men rød er jo også rosa og lyserød – de er meget bedre for os at bruge i vores omgivelser – den rosa omfavnende og fuld af følelse – og den lyserøde er rigtig go’ til mental aktivitet i form af nye idéer. Derfor har jeg også senest brugt den lyserøde på en hel væg hos jobcentret, hvor borgerne kan sidde og søge jobs.

Lyserød væg

farvel til postkasserød og stress, bekymring og uopmærksomhed og velkommen til rosa og lyserød – med mindre du altså har brug for at sætte din krop i alarmberedskab….