Er nudge ved at blive det nye buzzword? Der går i hvert fald ikke en dag, hvor jeg ikke modtager noget i min indbakke omkring det begreb, som jeg bruger mere og mere i “Indretning Med Mening”.
I sidste uge bliver jeg gjort opmærksom på en video fra Martin Thorborg. Her taler han om nudging og giver et fantastisk eksempel. Han har været ude og grave spor til mountainbike tracks i skoven – og det viser sig faktisk at være et rigtig godt eksempel på et nudge. Det er nemlig bedst at få folk til at køre den samme vej og ved at grave sporene til, skubber man folk til at køre samme vej – og gør det samtidig besværligt for dem at køre “forkert”. Man designer banen, som man helst vil have mountainbikes i skoven – uden regler og bademesteropslag, som han kalder det.
“Nudging er at designe verden omkring dig, sådan så den virker bedst mulig – på den måde, som du helst vil have folk til at bruge den. Det er dumt at gøre dumme ting.”
Martin Thorborg, iværksætter
Og så har jeg haft den fornøjelse at give sparring til Helena, som er i gang med en BA på designskolen i Kolding med titlen “Nudging, hvad og hvordan”. Her kommer Helena i sin skriftlige del ind på de forskellige definitioner på nudging – og fremsætter forskellige måder til at vurdere, om vi har fat i et nudge eller ej. Det er rigtig interessant læsning, hvor hun også berører etikken i begrebet. Jeg elsker hendes afslutning, som er i god tråd med Thorborg:
“Nudging er et redskab som kan gøre verden til et nemmere og bedre sted at leve.”
Helena Charruti Levison, designstuderende Designskolen Kolding
Og jeg er meget enig med Helena om, at de gode intentioner – etik og moral ifht at bruge nudges, er noget af det absolut vigtigste.
Og så må vi ikke glemme, hvor heldige vi er i lille Danmark at have Pelle Guldborg Hansen, som er en af de førende eksperter på området, og får Danmark på verdenskortet. Du kan læse meget mere om hans forskning og initiativer på iNudgeYou
Happy nudging everyone!